Vand er for mange en ligeså stor selvfølge som sol og vind, varme og kulde. En meget stor del af jordens overflade er dækket af vand.
Men rent drikkevand er en luksus, som vi skal huske at sætte pris på. Vi åbner for hanen og vandet løber til vi lukker igen. Som så meget andet har vi “glemt” hvor kilden stammer fra - og hvor vandet havner, når vi har brugt det. Hvis vi forestiller os, at vi bare låner vandet - hvorefter det skal tilbage til jordens kredsløb igen - så kan det måske inspirere til ændringer i hverdagen.
Vandbesparelser
En nærliggende besparelse gøres ved at samle regnvand til brug af tøjvask. Næsten alle bogrupperne i AiH har regnvandsopsamling og fællesvaskeri og der er installeret vandbesparende armaturer i alle boligerne.
Desuden er en af vore kendemærker, at der i flere af husene er multtoiletter. Ved at bruge multtoiletter, spares store mængder drikkevand. En gennemsnitshustand bruger 160 liter vand pr. person pr. dag. Heraf udgør toiletskyld omkring 1/5 af normal forbrug.
Det er vigtigt at spare på vandet, men det er også vigtigt at skeje ud indimellem - og børnene i AiH forvandler tit sandkassen til et badebassin på en glohed sommerdag. Vandet havner i sidste ende hos tørstende træer og buske.